Havne

På Hjortøboen, Danmarks mindste bilfærge.

Selv om nogle vil mene, at Drejø er lille, har vi alligevel to gode havne.

Store både bruger den nye havn i øens sydøstlige hjørne, mens de små kan lægge til i den lidt hyggeligere gamle havn på øens nordkyst. Fra den nye havn til byen er godt en kilometer, fra den gamle lidt under en halv. 

Uanset om man sejler eller ej, er særligt den gamle havn et besøg værd. Man kan blandt andet spise sin medbragte mad i en tidligere værftsbygning, der i dag bruges som frokoststue.

Færgen Højestene sejler året rundt mellem Svendborg, Skarø og Drejø (nye havn). Har man købt billet fra Svendborg til Drejø, kan man frit tage en tur fra Drejø til Skarø og tilbage igen. 

Om sommeren kan man desuden sejle med Sea Hawk på ø-hop mellem Skarø, Drejø, Hjortø, Avernakø, Lyø og Strynø (og Fyn).